Tak for i år – 2019

2019 blev året, hvor vi blev en del af team.blue.

team.blue så dagens lys i juni 2019, hvor Combell Group, som vi under Zitcom-navnet var den nordiske del af, fusionerede med TransIP, ét af Hollands største hostingselskaber.

Senere, i september 2019, sluttede Register Group sig til gruppen.

Med mere end 1.000 medarbejdere, + 2 mio. kunder og tilstedeværelse i 10 lande er team.blue i dag én af Europas største hostinggrupper.

For os i den nordiske del af grupper har skabelsen af team.blue selvsagt været en kæmpe nyhed – hvis ikke den største, vi har været vidne til i 2019.

Denne nytårshilsen er derfor dedikeret til team.blue; hvad vi har stået for i 2019, og hvad vi skal stå for – også i 2020 – hvis vi skal indfri vores målsætning om at blive den førende digitale samarbejdspartner for virksomheder og iværksættere i Europa.

 

I team.blue har vi det sjovt

Og det skal vi have! Livet er simpelthen for kort til andet.

At have det sjovt sammen styrker både helbred, sammenhold og samarbejde, så det er noget, vi aktivt dyrker og investerer i – både i og udenfor arbejdstiden.

Som jeg skrev i nytårshilsnen sidste år, har vi efterhånden en fast base af sociale arrangementer, som vi holder fast i.

Det gælder:

  • Fastelavn – hvor vi i år fik besøg af Ballonklovnen Fubbi
  • Sommerfest – som blev holdt i høj solskin i Fængslet i Horsens
  • DM i Hyggebold – hvor vi i år, noget uvant, rent faktisk gik videre med to hold ?
  • FirmaCS – der bød på nervepirrende Counter Strike-kampe og vigtige sejre over andre hold fra it-branchen
  • Smukfest – hvor vi som sædvanligt troppede talstærkt op i Bøgeskoven i Skanderborg
  • Julehygge for børn – hvor Danmarks Smukkeste Julemand kom forbi til sang og juletræsdans
  • Julefrokost for alle danske og svenske medarbejdere – som i år festede i DGI-Huset i Aarhus

 

team.blue fotograferet på taget af Højvangen 4, inden det gik løs i Bøgeskoven til Smukfest 2019

 

Jeg synes, det er fantastisk, at vi holder fast i sociale traditioner. De er, som ordet antyder, kommet for at blive, og det gør de helt sikkert også i 2020.

Lige så fantastisk er det dog, når vi træder uden for rammerne og giver den liiiige det ekstra for at skabe noget nyt og utraditionelt. Det gjorde vi i den grad til årets receptionsfest i foråret, hvor vi indviede tilbygningen til Højvangen 4.

 

Reception, borgmesterbesøg og ølbowlingturnering med livekommentatorer

Fredag den 3. maj 2019 kunne vi fejre, at tilbygningen til vores hovedkvarter på Højvangen 4 i Skanderborg stod færdigt.

Og det gjorde vi – også i den grad. ?

300 besøgende – herunder Skanderborgs, på det tidspunkt, nykårede borgmester, Frands Fischer, lagde vejen forbi til lækker mad fra vores eget køkken, vin og øl fra Miro Vin og Skanderborg Bryghus og rundvisning i vores nye lokaler.

Med min ældste søn, August, på armen byder jeg velkommen til de mange besøgende og medarbejdere, der var med til at gøre receptionen til en helt fantastisk dag.

 

Efter receptionen var der lagt op til et brag af en fest med cocktails, dans og Skanderborgs til dato mest ambitiøse ølbowlingturnering med udklædte hold og dommere og kyndig livekommentering af Flemming Toft og Jes Dorph-Petersen.

Vejrforholdene var imod os, og vi måtte flytte festen til parkeringskælderen, men festen.. Den går over i historien som én af de absolut sjoveste og mest gennemførte, vi endnu har holdt i team.blue. At jeg selv fik mulighed for at optræde med et rapnummer, gjorde heller ikke festen dårligere. I hvert fald ikke for mig. ?

MC MD Stefan på mic’en

 

Hygge mellem ølbowlingkampene

 

Jes Dorph-Petersen interviewer bulldog efter ølbowlingkamp

 

I team.blue får vi ting til at ske

Jeg nævnte det sidste år og gør det igen i år: I team.blue får vi ting til at ske. Punktum!

Det ligger simpelthen i vores DNA ikke at stå stille.

Mark, vores dygtige og flittige netværksarkitekt, i fuld gang i datacentret.

 

I en branche, der bevæger sig så hurtigt, som den, vi befinder os i, er det en uvurderlig egenskab, men også en forudsætning for vores eksistens. For hvis vi ikke bevæger os – hurtigt – og tilpasser os de krav, som omverden stiller til os og vores ydelser, bliver vi overhalet.

Og det har vi ikke planer om – hverken i dag, i morgen eller næste år.

For at holde os i førersædet har vi i 2019 – blandt mange andre projekter:

  • Efter næsten 13 år i drift lukket vores gamle datacenter på Sverigesvej i Skanderborg (nostalgisk, men absolut nødvendigt ?)
  • Flyttet tusindvis af kunder fra en gammel mailplatform til en moderne platform med bl.a. spamfilter og kontrolpanel til administration af mails
  • Ryddet op i et hav af gamle løsninger, der var tunge for kunderne at bruge – og tunge for os at yde support til
  • Designet en spritny, højt ydende og skalérbar serverplatform til vores mange webshopkunder
  • Implementeret en masse forbedringer og værdiskabende features i vores shopsystemer som fx nye integrationer, forbedret performance på både front- og backend og nye API’er.

Og jeg kunne blive ved…

Vi har virkelig haft fart på i 2019, og det får vi også i 2020. Det er uundgåeligt, og også sådan vi – og kunderne – har det bedst. ?

 

I team.blue får vi nye venner hele tiden

Vi elsker at lære nye mennesker at kende. Det udvider vores horisont og bidrager også til at sprede budskabet om team.blue, og hvad vi står for som virksomhed.

I løbet af 2019 har vi været afsted til – og selv lagt hus til – flere spændende arrangementer, der har sat os i kontakt med dygtige folk fra branchen og dem, der overvejer at blive det.

 

AUHack

I foråret stillede vi et stærkt hold til AUHack, Danmarks største hackathon, på Aarhus Universitet. I løbet af en hel weekend arbejdede mere end 400 studerende på en case, som de selv valgte, og 14 grupper – fleste af alle – valgte heldigvis vores. ?

For at give en lille bid af stemningen fik vi fremstillet en video, som du kan se her:

AUHack blev holdt, før vi blev en del af team.blue, så fremover stiller vi selvfølgelig op under team.blue-fanen. ?

 

Uddannelse af e-købmænd

Også på e-handelsfronten har vi været ude og vise flaget i vores forskellige brands – ikke mindst i DanDomain.

I samarbejde med Aarhus Business College, der lagde lokaler til, afholdt vi i efteråret DanDomains store uddannelsesdag, som i år var større end nogensinde og blev besøgt af 200 e-købmænd, 7 oplægsholdere og studerende fra Aarhus Business Colleges elevuddannelse inden for digital handel.

Vi havde en fantastisk dag. Det er altid en fornøjelse at møde vores dygtige partnere og e-købmænd til en dag med uddannelse, rådgivning og netværk i fokus.

Planlægning af næste års uddannelsesdag er allerede i gang. Hvis du også vil med, kan du i videoen her få en smagsprøve på, hvad der venter. ?

 

Hygge, netværk og teknik

Som et nyt fokusområde har vi i 2019 også lagt lokaler til flere uformelle netværksarrangementer, hvor vi har kombineret hygge og teknik med fagligt tunge oplæg.

Det har været en stor succes, og det har været fedt og lærerigt at møde så mange dygtige folk fra branchen, der ligesom os aldrig går på kompromis med kvaliteten af teknikken og koden bag.

I foråret afholdt vi Code Night, hvor vi i sammen med Co-coders inviterede til aftensmad på Højvangen 4 og oplæg om digital sikkerhed.

Fuldt hus til Code Night

 

Og i efteråret afholdt vi vores første Tech Night-arrangement, hvor 70 deltagere havde taget turen til Højvangen for at spise pizza og høre Henrik Kramshøj og vores egen CTO, Ole Jensen, fortælle om it-sikkerhed anno 2019.

Ole (CTO) og Bo (HR-chef) fra team.blue byder velkommen til Tech Night på Højvangen.

 

Bedømt ud fra den modtagelse, vi har fået – både internt og eksternt – kommer vi i 2020 helt sikkert til at lægge hus til flere af den type arrangementer.

Hvis du også vil med, kan du med fordel slutte dig til vores team.blue Tech Events-gruppe på Meetup. Så får du direkte besked, når vi har nyt på programmet. ?

 

Nye venner af team.blue-familien

Endelig har vi i 2019 – vanen tro – budt velkommen til en masse nye kunder, samarbejdspartnere og kolleger – bl.a. fra Hostnordic, som blev en del af team.blue-familien i foråret.

Det har været en stor fornøjelse at lære jer allesammen at kende, og jeg glæder mig vildt meget til at fortsætte – og forhåbentlig også udvide – samarbejdet i 2020. ?

 

I team.blue bliver vi hele tiden bedre

En naturlig del af det at være (delvist) ejet af en kapitalfond er, at du bliver skarp på dine processer.

Og heldigvis for det. Det skaber nemlig værdi for alle, der er en del af en given proces (kunder, medarbejdere, potentielle medarbejdere, osv.)

I team.blue har 2019 været et år, hvor vi har udviklet os markant på det område. Med små 200 medarbejdere og mere end 250.000 kunder i Norden alene gør vi også en mærkbar forskel, når vi lykkes med det.

I vores salgsafdelinger har vi fx udviklet en række dashboards, der viser, hvordan vi bruger vores tid, og om vi når de mål, vi har sat for os selv og vores kunder. Den indsigt bruger vi til at justere vores processer og – om muligt – automatisere dem.

Eksempel på et af de mange dashboards, vi bruger i det daglige for at optimere vores egen og vores kunders forretning.  

 

I team.blue undgår vi så vidt muligt at bruge tid på opgaver, der kan automatiseres, og det er også baggrunden for flere af de tiltag, vi har introduceret i løbet af året.

 

Den gode kunde- og medarbejderrejse

I 2019 har vi – i praktisk talt alle vores afdelinger – brugt meget tid på vores flows – både på at analysere og optimere dem. Målet er, at alle, der kontakter os – uanset hvem og hvordan – får korrekte og fyldestgørende svar på deres forespørgsler – første gang.

Det gælder både:

  • Eksisterende kunder, der ringer ind med spørgsmål til én eller flere af de løsninger, de har hos os
  • Potentielle kunder, der efterspørger teknisk sparring til komplekse produkter
  • Nye medarbejdere, der skal introduceres til nye systemer, nye kolleger og en ny virksomhedskultur
  • Potentielle medarbejdere, der overvejer at blive en del af team.blue

Med nye interne værktøjer som fx et nyt CRM-system, organisatoriske finjusteringer og skærpede processer for rekruttering og onboarding synes jeg, at vi er kommet rigtig, rigtig langt på det område.

Som overskriften på afsnittet også antyder, kan vi selvfølgelig altid blive bedre, og det gør vi heldigvis også. ?

God stemning – og endnu bedre kundeservice – på kontoret i København

 

I team.blue laver vi løsninger til og for vores kunder

Efter vores standarder har 2019 været et stille år på opkøbsfronten.

Og det er helt fint, for det har bl.a. betydet, at vi har kunne frigøre endnu flere ressourcer til at udvikle nye løsninger til kunder og partnere, som hostes i vores brands eller overvejer at gøre det.

I ScanNet og Curanet – der begge henvender sig virksomheder med lidt mere komplekse hostingbehov – har vi fx introduceret:

  • Virtual Datacenter – til alle, der ønsker sit eget datacenter, men gerne vil undgå besværet med at drive infrastrukturen bag det
  • Storage – løsninger til større storagebehov – fx til backup, databaser og delt storage til webservere
  • Kubernetes-as-a-Service – en fuldt managed og supporteret Kubernetes-løsning

I DanDomain tilbyder vi nu:

Og endelig har vi i UnoEuro introduceret:

Vi er superglade og stolte over de nye løsninger, vi har introduceret. Og bedømt på den respons, vi har modtaget, sætter vores kunder og partnere også stor pris på dem.

I 2020 sætter vi yderligere strøm til produktudviklingen. De første nye og forbedrede løsninger er allerede på vej, så du kan godt glæde dig. ?

 

Tak for i år!

Som afslutning på et blogindlæg, der traditionen tro endte med at blive ret omfattende ?, vil jeg gerne sige tak for i år, godt nytår og glædelig jul til alle, der har gjort mit 2019 til et fantastisk og mindeværdigt år.

En stor tak skal lyde til jer, der:

  • Bidrager til, at vi har det sjovt i team.blue, og at de udfordringer, vi uundgåeligt støder på i løbet af et helt år, bliver løst konstruktivt og forsonende
  • Får tingene til at ske, og vælger de løsninger, der er de rigtige, men ikke nødvendigvis de nemmeste og mest bekvemme
  • Fungerer som team.blues ambassadører og med overskud og oprigtig interesse skaber nye venskaber og netværk på kryds og tværs
  • Sørger for, at vi hele tiden bliver bedre, flytter grænser og får os til at træde uden for vores comfort zone og ind i nye territorier.

Endelig vil jeg også gerne give en særlig tak til de familier, der med en far eller mor ansat i team.blue også lægger tid og energi i gruppen. Uden jeres støtte og forståelse ville team.blue umuligt kunne stille det hold, vi gør i dag.

Tak for i år! Må I alle få et fantastisk 2020.

 

Med venlig hilsen

Stefan Rosenlund

Managing Director, team.blue Denmark

Har du spørgsmål eller kommentarer til dette blogindlæg, er du mere end velkommen til at sende mig en mail eller lægge en kommentar i sporet.

Send mail

 

Del dette indlæg: