I dette indlæg kan du læse om de tre vigtigste tech-nyheder fra Microsoft Worldwide Partner Conference (WPC) 2015.
Microsoft Worldwide Partner Conference (WPC) er Microsofts største partnerevent, og som Microsoft Partner var vi selvfølgelig med.
I år blev den afholdt i Orlando (12-16. juli), og ligesom sidste år, hvor den blev besøgt af mere end 16.000 deltagere fra mere end 140 lande, bød Microsoft WPC 2015 på et væld af forskellige nyheder, sessioner og keynotes.
Fokus på produktivitet
Efter at Satya Nadella overtog roret som CEO i Microsoft, har virksomhedens vigtigste mission været at genopfinde produktivitet, så den bliver mere sexet, futuristisk og gør det muligt for Microsofts mange kunder at opnå mere – både i privat- og arbejdslivet.
På Microsoft Worldwide Partner Conference 2015 præsenterede Microsoft-teamet nogle af de produkter, der skal hjælpe it-giganten med at realisere missionen.
Her er de tre vigtigste nyheder.
Microsoft HoloLens
Microsoft HoloLens er en holografisk computer, som via Windows 10-teknologien giver brugeren en oplevelse af "mixed reality", hvor holografiske billeder i HD-kvalitet kan kombineres med fysiske steder, rum og ting.
Microsoft præsenterede HoloLens allerede i januar måned, hvor de gav denne smagsprøve på HoloLens' anvendelsesmuligheder.
Siden januar har flere af Microsofts partnere bygget videre på teknologien, heriblandt Autodesk, som er én af verdens førende leverandører af 3D-programmer. På Microsoft WPC 2015 viste Autodesk en livedemo af, hvordan HoloLens kan forbedre produktiviteten og gøre designoplevelsen langt mere visuel og intuitiv.
Her kan du se demoen, hvor Autodesk viser, hvordan de bruger HoloLens til at designe en motorcykel.
Microsoft har store ambitioner med HoloLens. Deres partnere bruger den til alt fra byggeprojekter til udforskning af planeter (NASA), og Microsoft selv barsler bl.a. med at udvikle computerspil til HoloLens.
Lægevidenskaben har også taget HoloLens til sig. Her er et eksempel på, hvordan Case Western Reserve University bruger HoloLens i undervisningen af deres studerende.
Prisen på Microsoft HoloLens kendes endnu ikke, men der spekuleres i et beløb på mellem 500 til 1500 dollars.
Project GigJam
En anden spændende nyhed er den nye service Project GigJam, hvor du kan involvere flere parter til at løse en specifik opgave, uanset hvilken enhed de måtte befinde sig på.
For at løse en opgave – eller et Gig, som Microsoft kalder det – er det nødvendigt med data. Disse data kan i Project GigJams tilfælde fx hentes fra applikationer som Dynamics CRM, SAP og Office 365.
Project GigJam fungerer herefter som et præsentationslag, hvor brugeren kan udvælge lige præcis de data, som de enkelte projektdeltagere skal forholde sig til for at træffe hurtige beslutninger.
I videoen her kan du se, hvordan Project GigJam kan bruges i praksis.
Project GigJam er meget fleksibelt (ikke mindst takket være standard REST API'erne) og kan tilpasses alle projekter, hvor det giver mening at samarbejde omkring data fra forskellige applikationer.
Microsoft forestiller sig bl.a. et scenarie, hvor en fysioterapeut via Project GigJam kan samarbejde med en patient og patientens pårørende om et genoptræningsforløb, hvor fysioterapeuten viser de data, som patienten og de pårørende skal forholde sig til, og skjuler patientfølsomme data.
Hvis du selv har lyst til at prøve Project GigJam, kan du skrive dig op til en demo her.
Cortana Analytics Suite
Hvis du så videoen om Project GigJam, bemærkede du sikkert også Cortana i form af en blå cirkel nederst til venstre.
Som navnet antyder, bliver Cortana også en vigtig del af Cortana Analytics Suite, som Microsoft lancerer til efteråret. Formålet med Cortana Analytics Suite er at hjælpe virksomheder med at træffe de rigtige beslutninger på baggrund af data, som fx kan stamme fra forretningsapplikationer som Microsoft Dynamics, sensorer og måleenheder eller SQL Data Warehouses.
Når Cortana Analytics Suite bliver lanceret til efteråret, bliver det som et SaaS-produkt med månedligt abonnent. Hvor meget det kommer til at koste, har Microsoft endnu ikke offentliggjort.
Yderligere information
Hvis du vil vide mere om HoloLens, Project GigJam, Cortana Analytics Suite eller nogle af de andre nyheder fra WPC 2015, er du også altid velkommen til at kontakte os.
Du finder vores kontaktoplysninger her
Vil du vide mere?
Jesper Stubkær
Marketingkoordinator
Har du spørgsmål eller kommentarer til indholdet af dette blogindlæg, er du mere end velkommen til at sende mig en mail.